Besøg Kongenshus
Gå på opdagelse i et af landets største sammenhængende hedearealer, hvor du kan fornemme noget af tidligere tiders ødemark med vidt udsyn til alle sider. På heden ligger en fredet mindepark, hvor du kan fordybe dig i historien om heden og dens opdyrkere.
På vores naturcenter formidler vi om hedens særlige plante- og dyreliv, som skal plejes og beskyttes. Den store lynghede naturplejes derfor med over 1.000 græssende får.
Åbningstider og faciliteter
Vi har åbent for besøgende året rundt.
Der er adgang til Naturcenteret i tidsrummet 08:00-20:00.
Entré og parkering
Ved Kongenshus Kro og ved udkigstårnet er der parkeringspladser til både biler og busser.
Der er gratis adgang til heden, naturcentret og de tilhørende faciliteter. Dele af parken er egnede til bevægelseshæmmede.
Faciliteterne ved Kongenshus

Naturen på heden
Oplev hedens rige dyre- og planteliv og se hvor mange arter du kan spotte på Kongenshus. Det smukke åbne landskab er fredet og gennem naturpleje med bl.a. nordens største fåreflok, får du naturen helt ind under huden.
Mindeparken
Mindeparken er en ca. 1 km. lang slugt, hvor der er rejst 39 sten – én for hvert herred, hvis befolkning deltog i hedeopdyrkningen. Omkring herredsstenene ligger sognesten med over 1.200 navne på opdyrkere af heden.
For enden af Mindeparken finder du mødepladsen. En oval plads med sten i kanten, hvor der er indhugget navne på mennesker med stor betydning for hedesagen.
Udsigtstårnet
Kom op i 6 meters højde og få den ultimative naturoplevelse i det smukke udkigstårn. Du får 360 graders udsigt over landskabets særlige plante- og dyreliv på den 1.200 ha store fredede hede.
Udkigstårnet er åbent for alle og er bygget under hensyntagen til, at gangbesværede og andre bevægelseshæmmede kan opleve hedens unikke natur. Der er bl.a. integreret en elevatorlift, som fører bevægelseshæmmede gæster op i tårnet.
Madpakkehuset
Under udkigstårnet finder du et picnicområde med borde og bænke samt toiletter. Toiletter og elevator har åbent for besøgende året rundt.
Samtidig tilbyder vi et lukket madpakkehus. Madpakkehuset ligger ved siden af picnicområdet og er aflåst. Det er muligt at låne en nøgle ved henvendelse til driftsansvarlig Jesper Riel på tlf. 24 97 73 30.
Aktuelle aktiviteter

Oplev "Hedens Ansigter"
I forbindelse med kroen ligger lokaler, hvor du kan opleve udstillingen ’Hedens Ansigter’, som er fantastiske billeder fra slutningen af 1800-tallet af hedens beboere.
Åbent alle dage kl. 08:00-20:00
– Gratis entré

Shelters
Har du lyst til at overnatte midt på heden på Kongenshus? Det kan du gøre ved at booke et af vores tre shelters. Det er ganske gratis.
Naturcenter
I udstillinger på Kongenshus Naturcenter kan du fordybe dig i hedens og Mindeparkens natur og historie. Her kan du blandt andet se mere om de sidste urfugle i Danmark samt se film og billeder om livet på heden.
Kongenshus Kro
Kongenshus er opkaldt efter Kong Frederik den V. Han opfordrede til opdyrkning af heden og det var Von Kahlen der i 1754 opførte sin bolig og navngav det Kongenshus til ære for kongen. Det oprindelige hus eksisterer ikke længere. Den nuværende bygning er opført i 1913 af købmand Hans Dall, som forsøgte at etablere en stor renpark på heden. I dag er den flotte bygning kro og hotel – Kongenshus Kro.
Kalk Kaminoen
Kalk Kaminoen er en vandrerute på cirka 30 km mellem Stoholm og Skelhøje i Midtjylland, blandt andet gennem Kongenshus Mindepark. Ruten, hvoraf de 24 km tilbagelægges ad mark-, grusveje og trampestier, fører dig gennem et smukt landskab af stor naturmæssig og kulturhistorisk værdi.

Hent og print oversigtskort
Se vandreruterne ved Kongenshus og vælg den rute der passer til dig. Få inspiration til hvad du kan se i området og dyk ned i historien.
Brochuren er lavet i samarbejde med Viborg Kommune.
Historien bag Kongenshus
Ved slutningen af 1700-tallet var næsten 1 million hektar af Danmarks areal dækket af lynghede. Enkelte steder var nærmest som en ubeboet vildmark. Forsøgene på at forvandle heden til frugtbar landbrugsjord indledtes i 1723. Det var dog ikke før 1751, hvor kongen kom med en ny forordning, at der for alvor begyndte at ske noget.
